top of page

Forretningsbetingelser

Du finder her NO/CO Consultings generelle forretningsbetingelser, som indeholder vilkår og betingelser for de ydelser, vi leverer til vores kunder. Den konkrete ydelse, beskrives i en særskilt aftale med eventuelle bilag. Aftalen og de generelle forretningsbetingelser udgør samlet aftalen mellem NOO/CO Consulting og kunden. Du finder også vores Code of Conduct, Dataetiske bestemmelser og Databehandleraftale linket i bunden af siden.

Anvendelsesområde


1.1 Nærværende generelle forretningsbetingelser finder anvendelse ved NO/CO Consultings levering af konsulentydelser til Kunden.

1.2 Gældende vilkår for aftalen med Kunden fremgår af hovedaftalen og udgør sammen med nærværende forretningsbetingelser det fulde aftalegrundlag (herefter samlet benævnt ”Aftalen”).

1.3 Medmindre andet fremgår af Aftalen, foreligger der efter parternes vurdering ikke en databehandlerkonstruktion mellem NO/CO Consulting og Kunden. Hvis en konkret vurdering viser andet, er NO/CO Consultings Databehandleraftale gældende.

1.4 I det omfang, der måtte være uoverensstemmelse mellem de generelle forretningsbetingelser og eventuelle specifikke vilkår for aftalen, skal de specifikke vilkår have forrang.

Ydelser


2.1 NO/CO Consulting yder rådgivning og anden konsulentbistand til Kunden på de områder, og til løsning af de opgaver, som parterne til enhver tid måtte komme til enighed om i Aftalen.

2.2 NO/CO Consulting leverer konsulentydelser ved at stille de i Aftalen oplyste konsulenter og/eller ydelser til rådighed for Kunden.


2.3 Eventuelle ændringer i omfanget eller indholdet af NO/CO Consulting forpligtelser i henhold til Aftalen skal fastlægges skriftligt efter gensidig aftale mellem parterne.

Kundens forpligtelser


3.1 Kunden har det overordnede ansvar for gennemførelse og ledelse af de opgaver, som NO/CO Consulting yder konsulentbistand til, jf. pkt.2. Kunden har ligeledes det overordnede ansvar for gennemførelse og ledelse af Kundens samlede projekt samt for det endelige projektresultat.

3.2 Kunden skal give NO/CO Consulting fyldestgørende og detaljerede oplysninger om Kundens virksomhed, forretningsprocesser og IT-løsninger, og udlevere den nødvendige dokumentation, som sætter NO/CO Consulting i stand til at yde Kunden den aftalte konsulentbistand.

3.3 NO/CO Consulting konsulenter skal have adgang til Kundens ledelse, personale, udstyr og IT-systemer  i det omfang, det er rimeligt begrundet i konsulentbistanden til Kunden.

3.4 Kunden skal stille passende kontorfaciliteter til rådighed for NO/CO Consultings konsulent på kundens adresse. NO/CO Consulting forpligter sig herved til at overholde Kundens sikkerhedsprocedurer, som skriftligt måtte være meddelt.

3.5 Kunden skal i fornødent omfang formidle kontakt mellem NO/CO Consulting og Kundens øvrige leverandører, hvis dette er relevant for konsulentbistanden.

3.6 Kunden skal sørge for, at dennes personale, har de fornødne uddannelsesmæssige og praktiske kvalifikationer til at udfylde deres rolle i projektet.

3.7 Kunden ska indenfor rimelig tid sørge for, at træffe de ledelsesmæssige beslutninger om praktiske, tekniske, økonomiske og andre forhold, som NO/CO Consulting måtte fremsætte anmodning om, med henblik på at kunne planlægge og gennemføre den aftalte konsulentbistand til Kunden.

Vederlag og betalingsbetingelser


4.1 Timebaserede konsulentydelser afregnes efter forbrugt tid, jf. gældende timesatser, rabatsatser og lign. angivet i Aftalen. Alle priser er i danske kroner ekskl. moms. Ved ændring af gældende danske afgifter må NO/C Consulting regulere priserne med den økonomiske nettokonsekvens heraf.

4.2 For aftaler med løbende leverance er NO/CO Consulting berettiget til at regulere timepriserne én gang årligt. Ændringen vil som minimum være baseret på ændringen i Nettoprisindekset, jf. lovbekendtgørelse 1999-02-03 nr. 76 om beregning af et nettoprisindeks. I tilfælde af, at Nettoprisindekset ophører, anvendes et tilsvarende indeks.

4.3 Såfremt NO/CO Consulting måtte have udført arbejde udover de angivne beskrevne ydelser i Aftalen, er NO/CO Consulting alene berettiget til betaling herfor, såfremt arbejdet er udført på Kundens foranledning eller med Kundens skriftlige samtykke hertil.

4.4 Udfører konsulenten overarbejde uden, at dette er pålagt af Kunden, betales normal timepris herfor. Ved overarbejde pålagt af kunden betales sædvanlig timepris med tillæg af 50%. For pålagt overarbejde på søgne- og helligdage betales sædvanlig timepris med tillæg af 100% for alle timer.

4.5 NO/CO Consulting forpligter sig til løbende at føre regnskab med faktureringsgrundlaget. Alle konsulenttimer, som NO/CO Consulting har udført for Kunden samt alle kunderelevante omkostninger bliver således registreret med specifikation af det udførte arbejde og eventuelle afholdte udlæg. Kunden kan ved anmodning til enhver tid få adgang til faktureringsgrundlaget.

4.6 NO/CO Consultings udlæg til rejser og ophold i forbindelse med opfyldelsen af en konsulentopgave faktureres efter regning udover det ovenfor anførte vederlag. Kilometergodtgørelse faktureres fra NO/CO Consulting adresse efter Statens takster. Rejsetid faktureres til sædvanlig timepris jf. Aftalen.

4.7 Fakturering af NO/CO Consulting vederlag og omkostninger sker månedsvis bagud til betaling netto 8 dage.

4.8 Ved Kundens forsinkelse med betaling eller ved udskydelse af betalinger, som kan henføres til Kundens forhold, kan NO/CO Consulting opkræve morarenter efter rentelovens til enhver tid gældende regler.

4.9 Såfremt Kunden ikke overholder betalingsbetingelserne, er NO/CO Consulting berettiget til at indstille igangværende arbejde, indtil betaling sker, og kræve tilsvarende tidsforlængelse vedrørende de projekter, der er indgået aftale om. Det påhviler endvidere Kunden at betale NO/CO Consulting dokumenterede meromkostninger og tab, som følge af arbejdets standsning.

4.10 Ved betalingsmisligholdelse udover 45 (femogfyrre) dage kan NO/CO Consulting hæve aftalen, som væsentligt misligholdt fra Kundens side. NO/CO Consulting har ved ophævelsen krav på betaling for den resterende del af arbejdet, dog med fradrag af indtægter, som NO/CO Consulting får som følge af den ved Kundens misligholdelse frigjorte arbejdskraft. NO/CO Consulting har derudover ret til at få godtgjort alle rimelige ekstraomkostninger, som Kundens misligholdelse har påført, herunder men ikke begrænset til juridisk bistand og interne ressourcer forbrugt.

Immaterielle rettigheder

5.1 Kunden har ejendoms- og ophavsretten til alle leverancer i det omfang NO/CO Consulting kan overdrage denne ret.
NO/CO Consulting erhverver en ikke-eksklusiv og uopsigelig vederlagsfri ret til førnævnte leverancer og kan anvende førnævnte ikke-eksklusive og uopsigelige vederlagsfrie ret kommercielt herunder bl.a. ved leverancer til tredjemand.

5.2 Uanset pkt. 5.1, skal enhver immateriel rettighed til eventuelle præudviklede løsninger forblive NO/CO Consulting eller tredjemands ejendom. 

Konsulenter


6.1 Såfremt der måtte opstå ekstraordinære omstændigheder, som gør det nødvendigt at udskifte en konsulent, vil NO/CO Consulting give Kunden et rimeligt varsel herom, samt videregive relevante oplysninger om den nye konsulent. Priserne i Aftalen gælder uagtet sådanne omstændigheder.

6.2 Såfremt Kunden uden forudgående skriftlig aftale med NO/CO Consulting ansætter det udsendte personale i virksomheden eller i en koncern-sammenhængende eller via ejerkreds tilknyttet virksomhed, inden for 12 måneder fra medarbejderen afsluttede sine arbejdsopgaver hos Kunden, opkræves et rekrutteringshonorar jf. vikarlovgivningen herfor, svarende til medarbejderens seneste standardmånedsløn brutto med tillæg af feriepenge ganget med 4. Tilsvarende gælder, såfremt der indgås aftale med det af NO/CO Consulting udsendte personale, om assistance  på freelance- eller firmabasis.

 

Garanti


7.1 NO/CO Consulting garanterer, at NO/CO Consulting konsulentbistand leveres på kvalificeret og rettidig vis.

7.2 NO/CO Consulting yder ikke garanti for, og har ikke ansvar for fejl, mangler og uhensigtsmæssigheder, der kan henføres til produkter fra tredjemandsleverandører, som måtte indgå i NO/CO Consulting ydelser eller i øvrigt i det samlede projekt.

Referencer


8.1 NO/CO Consulting er, såfremt der i Aftalen ikke er aftalt andet, berettiget til at benytte Kunden, som reference i markedsføringsøjemed.

Tavshedspligt


9.1 Parterne skal iagttage tavshed med hensyn til de oplysninger, data og dokumenter, der udveksles, og som enten ved påtegning er markeret ”FORTROLIGT”, efter sin natur er fortrolig eller hvor det ved udlevering tilkendegives, at oplysningerne er fortrolige. Indholdet af Aftalen med Kunden er til enhver tid fortroligt.

9.2 Uanset det ovenfor anførte skal en part være berettiget til at anvende sin generelle viden, koncepter, ideer og know-how, som parten enten selv har udviklet, eller som en part havde kendskab til før aftaleindgåelsen, eller som på anden lovlig måde er kommet parten til kendskab. Kunden er berettiget til at forlange, at tilknyttede konsulent fra NO/CO Consulting underskriver almindelige tavshedserklæringer.

Reklamationer


10.1 Kunden er ved modtagelse af enhver konsulentydelse forpligtet til løbende og straks efter endt leverance at kontrollere Konsulentydelsen samt konstatere, at den er fri for fejl og mangler.

10.2 Krav vedrørende fejl og mangler, for NO/CO Consulting ydelser, skal fremsættes straks, dog senest en (1) måned efter, at leverance er afsluttet. Såfremt dette ikke sker, bortfaldet kravet ved passivitet, og kan ikke gøres gældende.

Ansvarsfraskrivelse og begrænsning

11.1 Konsulentbistand fra NO/CO Consulting udføres i sin helhed efter Kundens specifikation og ledelse. NO/CO Consulting påtager sig derfor ikke ansvar for Kundens projekt som helhed eller for, hvorvidt NO/CO Consulting ydelser i øvrigt er generelt eller konkret anvendelige for Kunden, men alene ansvar for, at den aftalte leverance udføres efter specifikation. NO/CO Consultings ansvar skal fastlægges under hensyntagen til den tilgængelige specifikation for leverancen, og almindeligt anerkendt god praksis.

11.2 NO/CO Consulting kan ikke gøres ansvarlig for indirekte tab af nogen art, herunder bl.a. driftstab, tabt avance, tabt omsætning, mistet data, mistede besparelser eller krav, der rejses af tredjemand mod Kunden. NO/CO Consultings ansvar omfatter ikke skade på andre ting, produktansvar og ansvar som mellemhandler.

11.3 NO/CO Consultings ansvar – uanset grundlaget herfor – er begrænset til 25% (femogtyve procent) af det, i de seneste 12 måneder, før den erstatningspådragende handling, til Kunden fakturerede og betalte beløb. Ansvaret kan dog maksimalt udgøre kr. 1.000.000 (skriver kroner én million). Kunden accepterer at friholde NO/CO Consulting for krav fra tredjemand, der overstiger ansvarsbegrænsningen.

11.4 NO/CO Consulting har tegnet en professionel rådgiveransvarsforsikring for de ydelser, der leveres.

Force Majeure

12.1 Hverken NO/CO Consulting eller Kunden hæfter i henhold til Aftalen for forhold, som parten ikke er herre over, og hvis indtræden ikke burde have været taget i betragtning ved aftalens indgåelse . Herunder men ikke begrænset til krig, terror, ekstraordinære hackerangreb, virus, strejke, lockout, brand, oversvømmelse, skybrud eller andre naturkatastrofer.

12.2 Forhold hos en underleverandør anses kun for force majeure, såfremt der for underleverandøren foreligger en hindring omfattet af pkt. 12.1, og som NO/CO Consulting ikke burde have undgået eller overvundet.

12.3 Force majeure ved forsinkelse kan højst gøres gældende med det antal arbejdsdage, som den pågældende situation varer. Såfremt en tidsfrist for NO/CO Consulting udskydes på grund af force majeure, udskydes eventuelle efterfølgende tidsfrister og dertil knyttede betalinger tilsvarende.

12.4 Den part, der ikke er ramt af force majeure, er berettiget til at ophæve Aftalen, såfremt de aftalte frister overskrides med mere end 60 (tres) arbejdsdage, som følge heraf. Ved ophævelse af Aftalen som følge af force majeure er NO/CO Consulting berettiget til at foretage fakturering for allerede udført arbejde.

Overdragelse


13.1 Parterne har ikke ret til helt eller delvist at overdrage sine rettigheder og forpligtelser efter denne aftale til tredjemand uden den anden parts skriftlige samtykke.

13.2 NO/CO Consulting er ikke berettiget til at opfylde sine forpligtelser overfor Kunden ved brug af underleverandører, medmindre Kunden skriftligt har accepteret dette, som en del af Aftalen.

13.3 I tilfælde af strukturændringer hos Kunden, kan Kunden anmode om at overdrage sine rettigheder og forpligtigelser.

Opsigelse


14.1 Enhver part kan med et skriftligt varsel på 30 (tredive) dage opsige Aftalen.

14.2 NO/CO Consulting er berettiget til at opsige samarbejdet med Kunden, uden forudgående varsel, såfremt den udsendte konsulent bliver ude af stand til at levere de aftalte ydelser. Dette være sig enten som følge af ansættelsesophør, sygdom eller anden udefra kommende hændelse, som ligger udenfor NO/CO Consultings kontrol. Opsigelse i nævnte tilfælde er alene berettiget, såfremt NO/CO Consulting ikke har mulighed for at opfylde aftalen ved at udskifte konsulenten med en anden.

Konflikthåndtering


15.1 Parterne er enige om, at uoverensstemmelser skal søges løst ved forhandling. Begæring om forhandling skal fremsættes skriftligt.

15.2 En part er først berettiget til at erklære væsentlig misligholdelse eller anlægge rets- eller voldgiftssag 30 (tredive) dage efter, at en forhandling har været afholdt, eller det er konstateret, at en sådan forhandling ikke er mulig.

15.3 Denne bestemmelse finder ikke anvendelse i tilfælde af betalingsmisligholdelse, brud på fortrolighedsforpligtelser eller krænkelse af immaterielle rettigheder.

Lovvalg og værneting


16.1 Aftalen og enhver heraf opstået tvist er underlagt dansk ret, uden hensyntagen til internationale privatretlige regler, der måtte føre til anvendelse af anden ret end dansk ret.

16.2 Sagsanlæg kan først anlægges efter iagttagelse af proceduren i pkt. 15. Sagsanlæg, der angår en sagsgenstand på kr. 500.000 (skriver kroner femhundredetusinde) eller mindre, skal anlægges med Københavns Byret som værneting. Tvister, der angår en større sagsgenstand, kan ikke anlægges ved de ordinære domstole, men skal i stedet afgøres ved voldgift ved Det Danske Voldgiftsinstitut i overensstemmelse med Voldgiftsinstituttets almindelige regler.

bottom of page